Anbefaling - Børnemuseet på Frederiksberg

Et museum for den kreative børnefamilie

Jeg kendte ikke umiddelbart Børnemuseet, før jeg fik det anbefalet som et godt sted til min app, Puslely. Forklaringen er nok, at Børnemuseet ikke har eksisteret så længe. Det åbnede sidste forår, og selvom stedet allerede er kendt og elsket af mange, så vil der nok desværre gå et stykke tid, inden det markerer sig på landkortet på linje med ZOO, Tivoli og de andre store kulturinstitutioner i byen for familier.

Marketingbudgettet er tæt på ikke eksisterende, selvom stedet er en privatejet virksomhed. På trods af det har ildsjælen, Mona, der står bag projektet allerede formået at jonglere en storstilet ombygningen fra en gammel hestestald til et eventyrligt udfoldelsesrum for børn, ansætte medarbejdere, engagere Ramasjang kendisser og sidst men ikke mindst lave indsamlinger til fordel for Red barnet. En fantastisk præstation, fra denne kvinde,  der er en af de mest hjertevarme og ydmyge iværksætter, jeg nogensinde har mødt.

Udstiller de så børn eller hva’?

Børnemuseet er bestemt ikke et museum i begrebets klassiske forstand. Her er hverken udstillinger om børneopdragelse gennem tiden, antikt legetøj fra Ruder Konge var knægt eller andre effekter, som man kun må se og ikke røre. Her er i stedet huler, kasser med udklædningstøj, værksted med hundredvis af tusser, glimmer, perler og cupcake-krymmel i alle regnbuens farver! Hvis man absolut skal sætte en mærkat på Børnemuseet, vil en kreativ legestue nok være det mest rammende, men det beskriver langt fra, hvor dejlig intim og hjemlig atmosfæren er. Her dufter af hjemmebag og fantasien får næring af alle de farverige ting og sager, som man gerne må rode med. På Børnemuseet kan man komme sammen med sine forældre, bedsteforældre eller børnehave og lave en masse aktiviteter: børneyoga, sang, dans, maling, teater, bagning – man kan sågar lave sit eget fredagsslik eller læbepomade… listen fortsætter i det uendelige, og man er ikke i tvivl om, at Børnemuseet allerede har givet en masse børn og deres familier mange gode timer!

Konceptet er velkendt i udlandet, hvor man netop kalder steder som dette ”Childrens Museum”, men i Danmark kender man det ikke rigtig endnu. Jeg er slet ikke i tvivl om, at konceptet kommer til at vinde frem. I fornemmer sikkert min store begejstring, og jeg vil gerne understrege, at jeg ikke på nogen måde er blevet betalt eller belønnet af Børnemuseet for min rosende anmeldelse på bloggen. Jeg er bare ovenud begejstret!

Værdierne betyder meget!

Mona tænker over hver en detalje, og hun er drøngod til at finde samarbejdspartnere. Ambitionen er, at alt er økologisk og fairtrade, Hun har malet hele huset med naturmaling og går op i genbrug, bæredygtighed og miljøbevidsthed. Hun har indrettet et rum bare til genbrug af legetøj, hvor man enten kan donere et stykke legetøj til Red Barnet eller bytte til noget andet. I bedstes stue, som er hyggeligt indrettet med gamle møbler og store lænestole til højtoplæsning, kan man skrive et postkort til sin egen bedste med blæk og fjer. PostDanmark betaler portoen og postkassen hænger i Børnemuseets cafe.

Historien bag Børnemuseet

Historien om hvordan Mona fik ideen og de tilfældigheder, der ledte til, at hun kunne åbne Børnemuseet er fantastisk. Mona var bosat i USA nogle år sammen med sin mand og børn. Her besøgte hun en masse Børnemuseer, og drømmen om at åbne sit eget hjemme i Danmark begyndte at tage form. Tilbage i Danmark gik hun en dag forbi den forsømte lagerbygning på Svanholmsvej og sneg sig til at kigge ind af vinduerne. Hun mødte tilfældigt viceværten, der gik med til at vise hende rundt indenfor og efter en kort rundvisning, var hun klar til at leje det! Det viste sig, at ejerforeningen netop var i gang med en udbudsrunde. Det var allerede kommet flere tilbud på spændende projekter ind, og Mona skyndte sig at beskrive det Børnemuseum, som hun havde i tankerne. Hun vandt og fik tilbudt bygningen. Herfra gik det stærkt med at få en ombygning i gang. Mona mødte tilfældigt en arkitekt der vidste præcis, hvor stejl en børnevenlig trappe må være og han fik hurtigt sat skub i ombygningen. En veninde, som laver børnekunst, meldte sig også under fanerne og har malet vægge, døre, vinduer og huler med farverige små kunstværker, der sætter den rette stemning.

Jeg ønsker Børnemuseet på Frederiksberg al den medvind, man overhovedet kan forestille sig, og jeg har allerede sat et stort fedt kryds i kalenderen for det næste besøg med mand og sønnike. Jeg håber, at jeg med min anmeldelse får inspireret en masse andre til at besøge Børnemuseet! Mona har lovet, at der snart kommer aktiviteter specifikt for mødregrupper og husk også, at man gerne må holde sin børnefødselsdag på Børnemuseet. 

Åbningtider

Mandag: Lukket
Tirsdag - Torsdag: 10-17.30
Fredag - Søndag: 10-18

Priser

  • Barn 0-2 år: Gratis adgang
  • Barn 2-17 år: 40 kr
  • Voksne 18+: 30 kr
  • Bedsteforældre: 25 kr (gratis hver onsdag)

Børnemuseet anbefaler, at tilbagevendende gæster får et medlemskort. Kortet følger kalenderåret og udløber ved årets udgang.

  • Enkelt: 350 kr. (giver adgang til kortholder + 1 voksen)
  • Familie: 600 kr. (giver adgang til kortholder + 4 personer)

Børnemuseet er et familieejet anpartsselskab, der fungerer på markedsvilkår. Det er startet op med få private midler, men med en stor vision om at skabe en børnevenlig virksomhed, der vægter Fair Trade, økologi og velgørenhed.

Kontakt

Svanholmsvej 3A

1905 Frederiksberg C

Tlf: 25 75 41 42

hej@boernemuseet.dk

Website:

Børnemuseet

Følg Børnemuseet på Facebook:

Børnemuseet på Facebook