Virgin cocktails til påsken!

Med en 26 uger gammel baby i maven, er der ikke rigtig mulighed kølige hvidvin eller farverige fredagsdrinks i forårssolen. Og det savner jeg, når der er udsigt til hygge i påsken med venner og familie. Men så er det godt, at der findes mange lækre opskrifter på alkoholfrie drinks, som kan forsøde tilværelsen.    

5 super simple opskrifter til forårssolen

Lemonade med citron - klassikeren

En forfriskende drink i sommervarmen kan bare være en helt simpel lemonade med citron. Hvis du vil give den et touch af Mojito, kan du knuse isen og mixe lime og mynte i bunden af glasset.  

Ingredienser:

  • 1 kop vand
  • 1 kop sukker
  • 3 stk. Citroner

Bring sukker og vand i kog sammen og lad det koge lidt ind til en sirup. Herefter skal det køle af. Tilsæt citronsaft, så du synes det smager godt. Bland op med vand til passende styrke og brug masser af isterninger og et par mynteblade til pynt.

Grøn te med ingefær og mint - Lidt mere eksotisk

Ingredienser:

  • Et stort stykke ingefær - skrællet og skåret
  • 10 mynteblade
  • 6 poser grøn te
  • 1/2 kop honning
  • 2 spsk. citronsaft

Bland snittet ingefær og 6 kopper vand i en stor gryde og bring det i kog. Fjern gryden fra varmen og tilsæt både mynteblade og teposer. Dæk det herefter til og lad det trække i ca. 15 minutter.

Si væsken og tilsæt honning og citronsaft og rør rundt. Afkøl i køleskabet i en time. Drinken serveres i høje glas med isterninger og flere mynteblade til pynt.

Frozen blåbær smoothie - Fin i farven

Ingredienser:

  • 1 1/2 kop frosne blåbær eller friske
  • 1 kop hjemmelavet lemonade (se opskrift fra tidligere nr. 1)
  • 1/4 kop rørsukker

Bland blåbær, lemonade, rørsukker og 3 kopper is i en blender og blend det, indtil det har konsistens som en frisk smoothie. Hæld den lækre smoothie op i små glas og pynt med blåbær på toppen.

Appelsin og jordbær Daiquiri - min favorit!

Den her opskrift er en favorit hos mig. Jeg havde allerede cravings efter appelsinjuice i rå mængder, første gang jeg var gravid, og det ser ikke ud til at ændre sig med nummer 2. Så her er en forfriskende drink, som jeg helt sikkert skal nyde i sommervarmen i år.

Ingredienser:

  • 4 jordbær frosne eller friske
  • 2 dl appelsinsaft
  • 1⁄2 tsk sukker eller flormelis
  • 2 dl isterninger eller knust is

Bland jordbær, appelsinjuice og is i en blender og smag til med flormelis, hvis du synes den er for sur bagefter. Bruger du kun frosne bær, så kan massen næsten blive til sorbet. Tilsæt ekstra juice, så du kan drikke den gennem et sugerør :)

Mango Lassi - God til indisk mad

Lassi er en traditionel indisk yoghurtdrik. I nyere tid bliver der også lavet sød lassi som er tilsat sukker, rosenvand og/eller mango, jordbær andre slags frugtjuice.

Ingredienser:

  • 1 moden mango
  • 1 spsk honning
  • 1 knivspids salt
  • 1/2 l yoghurt neutral
  • 1 tsk kardemomme
  • 6-7 isterninger

Skær mangoen ud og kom alt frugtkødet i en blender sammen med isterninger, yoghurt, salt, honning og kardemomme. Blend til det er helt cremet og lækkert og isterningerne er knust.

God fornøjelse med de alkoholfrie drinks i sommervarmen!